ViGGO
Mobbestrategi

Ringe Friskole - september 2017

Fra den 1.9.2017 er det lovpligtigt for friskoler, at have udfærdiget en antimobbestrategi, som viser, hvad skolen gør for at forebygge mobning, og hvad skolen gør, hvis mobning alligevel opstår.


Hvad er mobning?

I Helle Rabøl Hansens bog ”Grundbog mod mobning” fra 2005, defineres mobning som:

”Mobning er gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person, på et sted, hvor denne person er tvunget til at opholde sig.”


Fakta om mobning

Mobning er systematiske handlinger, der får den konsekvens, at et barn bliver udstødt fra fællesskabet. Det er ikke altid, at mobning er en bevidst handling.


Årsag til mobning

Blandt børn hersker der mange myter og en af dem går på, at det er børn, der er anderledes, børn der skiller sig markant ud, der mobbes. Det er ikke tilfældet.


Årsager kan derimod være:

• Kedsomhed
• Manglende sammenhold i klassen
• Jalousi
• Forsøg på at blive populær
• Manglende forståelse for hinanden
• Hævn

Når en gruppe ikke har nogen værdier at samles om, kan mobning være det ”kit” mellem børnene, der holder dem sammen.


Hvordan undgår vi mobning?

Trygge og tolerante fællesskaber er det bedste middel mod mobning. Mobning kommes til livs ved, at man arbejder på at sikre et godt klassesammenhold med respekt for den enkelte.


Fællesskabet

Ved et trygt fællesskab forstår vi et fællesskab, hvor alle udviser gensidig respekt for hinanden, og hvor alle tillægges betydning for fællesskabet.

På en forholdsvis lille skole med lav klassekvotient og en høj grad af samarbejde årgangene imellem, har vi et godt udgangspunkt for at opnå et trygt fællesskab.

Det trygge fællesskab anser vi for en forudsætning for ”at turde turde”, og det er ofte det der bringer barnet videre i en positiv udvikling.

Man tør stille spørgsmål, tør ”dumme sig”, være uenig eller kritisk - uden at det får negative følger for barnet.

Et trygt fællesskab giver plads til forskellighed.


Barnet i den sociale ramme

Vi anser det for væsentligt, at barnet deltager i fællesskabet – såvel det nære – klassen og skole, som de fjerne – nationalt og internationalt. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at barnet lærer at respektere sine medmennesker, samt handle ansvarligt indenfor de regler, der opstilles i fællesskabet. Det er vigtigt, at barnet oplever glæden ved og resultatet af at løse en opgave i fællesskab –at ”vi” bliver et lige så vigtigt begreb som ”jeg”


Opdragelse til demokrati

Vi opfatter en ”demokratisk skole” som en skole der er demokratisk styret og hvor alle i det daglige samvær præger hinanden i en demokratisk retning.

Styring af skolen er baseret på en dialog mellem lærere, ledere, forældre og børn og hvor alle parter har reel indflydelse.

Undervisningen er baseret på gensidig respekt. Vi lægger vægt på, at alle bliver hørt og taget alvorligt. Børn og forældre skal have mulighed for at præge undervisningen, samtidig med at lærerens rolle, ansvar og kompetence er klar.

Vi anser det for vigtigt, at undervisningen bygger på en åben dialog mellem lærer og elev.

Det er derfor vigtigt

• at undervisningen lægger op til selvstændig stillingtagen.
• at der er rum for gensidig konstruktiv kritik.
• at læreren vedkender sig sin rolle og autoritet.
• Skolen accepterer ikke alle holdninger, men vil indenfor en demokratisk ramme bearbejde moralske og etiske        spørgsmål.


Mellemfolkelig forståelse

Ved at lære andre kulturer at kende, kan ens egen kultur beriges og fordomme undgås. Vi anser derfor mellemfolkelig forståelse som vigtigt. Mellemfolkelig forståelse opnås bl.a. gennem sprog og kulturrejser.


Ringe Friskole har i 2017 vedtaget følgende antimobbestrategi.


Handleplan ved mobning

Trivsel på Ringe Friskole er et fælles ansvar. Både skole, forældre og børn er aktive medspillere i at undgå mobning.

I tilfælde af mobning involveres straks implicerede parter, børn, lærere, forældre og skoleledelse.

Der afholdes et møde med de nødvendige deltagere, som sikrer at alle parter, som er involveret, bliver hørt. I fællesskab laves en handleplan, som har som overordnet mål at stoppe mobningen, men også indeholder aftaler om, hvem der løser opgaverne i den forbindelse.

Alle involverede vil indgå i handleplanen og have opgaver forbundet med det kommende arbejdet.

Der aftales opfølgende møder for at sikre den nødvendige progression. Der er i hele processen fokus på børnenes perspektiv, og de voksne parter skal først og fremmest have fokus på at arbejde ind i denne kontekst.

Skal dit barn starte i skole?

I er altid velkommen til at kontakte os, eller komme forbi til en rundvisning (kontakt os og aftal et tidspunkt).  
Vi giver jer gerne et indblik i hverdagen og undervisningen på skolen. 

Se mere her