ViGGO
Folkekøkken

Ideen om ”Folkekøkken” på Ringe Friskole opstod i december 2017 som et ud mange ønsker fra forældrene om at kunne bruge skolen på flere og anderledes måder. Folkekøkken er ”et helle”, et uformelt møde i hverdagen, hvor forældre og børn mødes, på tværs af klasser, laver mad, gør klar sammen, spiser og rydder op. Det foregår i området omkring Spiloppens køkken og der kan spises udendørs, hvis vejret er til det, og ellers i Spiloppen, bhkl. og 1.klasse, alt efter antallet af tilmeldinger.

Konceptet blev afprøvet i foråret 2018, af en lille gruppe af forældre, der tog initiativ til at invitere. Det viste sig at blive hyggelige, uformelle og velbesøgte møder mellem børn og voksne, hvor alle deltog i det omfang de havde tid og mulighed.

Fra skolestart 2018 besluttede initiativgruppen og ledelsen, at ansvaret for Folkekøkken var klar til at blive afhændet til forældrene. Stadig med initiativgruppen og ledelsen som hjælpere og vejledere. Det blev her foreslået, at hver klasse skulle være ansvarlig for at afholde et Folkekøkken over en tidsperiode på ca. 1 år. Datoerne blev placeret i kalenderen og præsenteret for forældrene på forældremøderne i august/september.

Som udgangspunkt er det forældrene i den enkelte klasse, der er ansvarlige for at afholde Folkekøkken. Klassen står her for invitation, valg af menu og indkøb. Selve madlavningen, borddækning og oprydning hjælpes deltagerne med. Der vil, så vidt det overhovedet er muligt, deltage en eller flere fra initiativgruppen.

Initiativgruppen udsprang af mødet i december 2017 og består i øjeblikket af Sarah Rosager Mortensen, Sonja Damsted Lidsey og Martin Nedergaard Jeppesen. De tre har siden da holdt månedlige møder med ledelsen.

Andre initiativer fra gruppen har bl.a. været forældrekaffe og den ”Forældremanual”, der i øjeblikket skrives på.

AH oktober 2018

Skal dit barn starte i skole?

I er altid velkommen til at kontakte os, eller komme forbi til en rundvisning (kontakt os og aftal et tidspunkt).  
Vi giver jer gerne et indblik i hverdagen og undervisningen på skolen. 

Se mere her